Nyheder
Kullegaard Arkitekter overtager sager og ansatte fra SB Tegnestuen A/S
Indehaver og grundlægger af SB Tegnestuen A/S i Skibby, Steen Berthelsen, har overdraget alle aktiviteter i firmaet til Kullegaard Arkitekter A/S i Holbæk. Det er alvorlig sygdom, der har gjort det nødvendigt for Steen Berthelsen at finde en både hurtig og holdbar løsning, så firmaets kunder kommer sikkert videre med deres byggeprojekter.
Ud over Kullegaard Arkitekter A/S overtager alle byggesagerne fra SB Tegnestuen A/S er det også aftalt, at medarbejderne Lotte Petersen og Nina Blom Hansen fra Skibby-firmaet bliver ansat i huset i Holbæk fra 1. december 2011.
Steen berthelsen og Thomas Kullegaard har kendt hinanden siden studieårene og de to etablerede sig med egne tegnestuer stort set samtidig for godt 30 år siden. De to arkitekter har siden fulgt hinanden tæt og har haft løbende samarbejde. Steen Berthelsen og selskabets bestyrelse har vurderet, at Kullegaard Arkitekter A/S med sin erfaring og faglige bredde kan overtage og køre sagerne, så skiftet mærkes mindst muligt for kunderne. Og måske endda kan give inspiration til den videre proces.
Hos Kullegaard Arkitekter A/S vil et team under ledelse af arkitekt og partner Ulrik Mortensen og direktør Thomas Kullegaard drage omsorg for de sager, firmaet overtager fra tegnestuen i skibby. Naturligvis vil Lotte Petersen og Nina Blom Hansen blive en del af teamet, så de kan bidrage med deres store viden om de igangværende sager.
Bystyrelsesformand for SB Tegnestuen A/S Søren Pingel vil sammen med Kullegaard Arkitekter A/S stå til rådighed for at svare på spørgsmål om det nye samarbejde.